13: Et foredrag om Gustave Flaubert:

Fra kynisk nihilisme til kristent engagement og næstekærlighed. Madame Bovary (1857) og Tre fortællinger (Et enfoldigt hjerte, Legenden om Sankt Julian den Gæstmilde og Herodias)

 foredrag-30 100  foredrag-31 96  foredrag-32 110  foredrag-33 76

Hovedpersonen hedder fru Bovary. Set udefra har denne forkælede lægefrue alt – indefra set har hun intet, for hun flakker hvileløst rundt i en evig higen efter at tilfredsstille sit eget begær. Det lykkes hende aldrig at finde sin plads i virkeligheden, og på intet tidspunkt lærer hun kunsten at være til stede i nuet. Sin mand bedrager hun, deres datter forsømmer hun - selv lider hun på grund af de drømme og fantasier, hun slæber rundt på bl.a. takket være et ophold på en katolsk klosterskole. Flaubert skrev romanen i en periode, hvor han mente, at romanens sprog og stil var vigtigere end indholdet. Han var selv en drømmer, der havde svært ved at tilpasse sig samfundets og familiens krav og forventninger. Gift blev han aldrig, hele livet igennem eksperimenterede han med at finde den perfekte form. Som fru Bovary flakker han rundt fra værk til værk – udforsker sprogets udtryksmuligheder og skriver ustandseligt distanceret og hjerteløst om ”den menneskelige dumhed”. Han har ikke sympati for nogen af sine romanfigurer – de giver ham kvalme. Da han bliver en ældre herre, forsoner han sig uventet med menneskeheden og skriver som noget af det sidste ”Tre fortællinger”. Disse historier med kristent indhold viser os en helt ny side af Flaubert. Man mærker, at fortællingerne er skrevet med hjertet og ikke længere med den hjerne, som, hans mor mente, var ved at udtørre. Spekulationerne om det perfekte sprog er trådt i baggrunden, og pludselig toner fantastiske skikkelser frem, som man kun kan elske og beundre. I løbet af foredraget lægger jeg hovedvægten på ”Et enfoldigt hjerte” og ”Sankt Julian”. Den første figur er en tjenestepige, der har levet et forhutlet liv i andres tjeneste. Ikke desto mindre er hun en elskelig sjæl med overskud til at hjælpe andre, når det virkelig gælder. Også selv om det er med livet som indsats.

I Sankt Julian har Flaubert fundet sin inspiration i en glasmosaik I katedralen i Rouen. Sankt Julian er historien om en forkælet dreng, der er enebarn. Det er blevet spået, at han vil slå sine forældre ihjel. Han mærker selv, at han har et voldsomt jægerinstinkt i sig, som han ikke kan tøjle og en ondskab, som han ikke kan bekæmpe. Ofte må han afreagere på sagesløse dyr, som han dræber for fornøjelsens skyld. Stik modsat fru Bovary gør drengen en indsats for at vende sin skæbne. Han drager ud i verden, hvor han lærer at betvinge det onde i sig selv. I bogens slutscene møder han Jesus, der i skikkelse af en spedalsk tigger, beder ham om husly og varme. ”Da knugede han den spedalske i sine arme, og pludselig blev hans øjne klare som stjerner, hans hår blev langt og skinnende som solens stråler. Hans ånde duftede sødt som roser. En sky af røgelse steg op fra arnen. Og bølgerne sang. Og alt imens skyllede fryd og overjordisk glæde ind over Julians sjæl. Men den, i hvis arme han lå urørlig, og som stadig knugede ham ind til sig, voksede og voksede. Hans hoved og hans fødder nåede hyttens vægge. Taget løftede sig. Himlen hvælvede sig over dem, og Julian steg op i det blå himmelrum ansigt til ansigt med Vor Herre Jesus, der førte ham med sig til sit paradis. Og dette er beretningen om Sankt Julian den Gæstmilde, således som den findes på en kirkerude i min hjemstavn.”

Hvad har Flaubert at lære os i dag? Og hvorfor er det stadigvæk spændende og givende at læse ham?

Retur til oversigt