image VideoCapture_20250911-180701

Den anden Ingemann

Spøgelseshistorier, smukke salmer og en tankevækkende livshistorie

B.S. Ingemann er i dag bedst kendt som en af Danmarks største salmedigtere, men han var faktisk også en mester i at skrive spændende eventyr og spøgelseshistorier. Virkelig uhyggelige gyserhistorier, som får det til at gibbe i læseren.

I løbet af foredraget får deltagerne smagsprøver på nogle af de fascinerende gyserhistorier, der desværre er gået i glemmebogen i dag. Dybt uretfærdigt faktisk for Ingemann skrev eventyr og spøgelseshistorier i mere end 40 år, og alle historierne har gode pointer og præsenterer læseren for en række dilemmaer, der stadig er aktuelle i dag. Hvordan går det os, hvis vi bliver for grådige, hvis vi glemmer vores medmenneskelighed, eller hvis vi ikke kan tilgive? Spøgelseshistorierne rummer både spænding og psykologiske dybder, og Ingemanns subtile humor skaber en fin balance mellem det lette og det alvorlige.

Jeg vil fortælle, at Ingemanns egen livshistorie inspirerede ham til at skrive både digte, eventyr og spøgelseshistorier. Deltagerne vil bl.a. høre om digterens lykkelige barndom på Falster og de mange indtryk, han senere brugte i sit forfatterskab. Der var både poesi og drama på barndomsøen.

Deltagerne vil også høre om de svære tider og uforglemmelige hændelser, som fx bombardementet af København i 1807. Ingemann var soldat under katastrofen.

For at skabe en helhedsoplevelse vil vi også synge nogle af Ingemanns sange, især de morgensange, han skrev til børn på de nyoprettede børneasyler - en slags børnehaver for fattige børn. Weyse komponerede melodierne. Hvem han var, vil deltagerne også høre lidt om i løbet af arrangementet. Der vil også være sange af H.C. Andersen og Grundtvig, som var Ingemanns gode venner. Hvis tiden tillader det, vil vi synge nogle moderne sange også. Måske nogle af årstidens sange.

Jeg akkompagnerer på guitar, cello og guitarlut.

Deltagerne vil via fortælling, sang og musik få et indblik i Ingemanns forunderlige verden, hvor salmer og spøgelseshistorier mødes i en smuk og bjergtagende symfoni af lys og mørke.

Mit motto er:

Kom glad, og gå opløftet hjem med fortællinger og sange, der lever videre i dig.

 

Anbefalinger

Jeannet leverede et forfriskende og farverigt frikvarter for vores gæster i Viby Kirkes Sognegård. Hendes musikalske foredrag om "Den anden B.S.Ingemann" kombinerede på flot vis det velkendte med det nye, det humoristiske med det seriøse og det musikalske med det reflekterende. Alle gik fra foredraget med ny viden, smurte sangstemmer og et smil på læben." 

Nicolaj Bertelsen, Kulturmedarbejder i Viby Jylland Kirke

---

Jeannet Ulrikkeholm har flere gange været et populært indslag i Seniorklubben med sin glade, varme udstråling og smukke sangstemme.

Senest har vi hørt et levende og veloplagt foredrag om B.S. Ingemanns liv og endda hørt nogle af hans spøgelseshistorier! Vi gik opløftede hjem efter også at have sunget med på nogle af hans dejlige sange med akkompagnement af guitar, cello eller guitarlut.

Programmet ”Hymne til kærligheden” kan også anbefales. Det indeholdt anekdoter og mange fine sange på både dansk og fransk, som Jeannet sang med sin smukke stemme, nogle solo, nogle som fællessang, men alle akkompagneret af et instrument.

Ebba Pilmann, Seniorklubben ved Jakobskirken i Roskilde

Retur til oversigt